DLF-TRIFOLIUM Denmark
Kontakt        Sitemap

Print
DLF-TRIFOLIUM A/S

DLF-TRIFOLIUM er verdens største frøfirma inden for forædling, produktion, salg og markedsføring af tempererede kløver- og græsfrøarter med en anslået markedsandel på 20% på verdensplan.

DLF-TRIFOLIUM har hovedsæde i Danmark og ejes af danske frøavlere gennem DLF AmbA. Virksomheden har i dag en stærk position på verdensmarkedet som leverandør af kløver- og græsfrø til forskellige formål, hvad enten det drejer sig om fodergræs til landbruget eller plænegræs til såvel det professionelle som private marked.

Produktion
Produktionen af kløver- og græsfrø foregår fortrinsvis i Danmark, idet der her er et gunstigt klima og en stor erfaring blandt avlerne med frøproduktion. DLF-TRIFOLIUM har tillige en betydelig kontraktproduktion i Holland og USA gennem datterselskaberne Cebeco Seeds Group (Nu Innoseeds Group) (Holland) og DLF International Seeds (USA). Dermed har DLF-TRIFOLIUM etableret frøproduktion i tre af de mest konkurrencedygtige områder i verden. Af DLF-TRIFOLIUM’s produktion af kløver- og græsfrø i Danmark eksporteres ca. 95% bl.a. via egne datterselskaber i Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Holland, USA, Tjekkiet, New Zealand samt via repræsentationskontorer i Rusland og Kina og eksportafdelingen i Roskilde.

Kvalitet hele vejen
Virksomhedens stærke position på verdensmarkedet for kløver- og græsfrø kan tilskrives en række forhold. Salgsindsatsen understøttes af en velfungerende produktions- og logistikfunktion, hvor frøet renses på moderne maskiner og kvaliteten af produktet dokumenteres gennem analyser på egne ISTA akkrediterede og autoriserede laboratorier. DLF-TRIFOLIUM har en effektiv logistikfunktion, der i samarbejde med produktionen gør det muligt at skræddersy leveringerne til kundernes behov. Dette sker som led i DLF-TRIFOLIUM’s målsætning om at levere kvalitet hele vejen igennem produktionskæden.

Innoseeds Group (Tidligere Cebeco Seeds Group)
Ved købet af Innoseeds Group i 2003 blev DLF-TRIFOLIUM koncernens produktsortiment udvidet til også at omfatte korn og hør. Innoseeds Group forædler og markedsfører vinterhvede, vår- og vinterbyg målrettet mod markederne i Frankrig, Tyskland, UK, Benelux, Danmark og Tjekkiet samt det øvrige Centraleuropa. Endvidere blev koncernens aktiviteter inden for ærter styrket ved købet af Innoseeds Group, aktiviteter, der er målrettet mod markederne i Frankrig, Tyskland, UK, Benelux, Danmark og Tjekkiet.

Sortsprogram
DLF-TRIFOLIUM har et meget stærkt sortsprogram inden for kløver- og græsfrø. Denne position, der blev væsentligt styrket med købet af Innoseeds Group, er opnået gennem udviklingen af nye sorter fra egen forædling samt tilkøbte sorter, som bevirker at DLF-TRIFOLIUM kan tilbyde et unikt sortsprogram til såvel plæne- som foderformål. I udviklingen af sorter er der fokus på at kombinere høje høstudbytter med opfyldelsen af kvalitetskriterier som stresstolerance, fordøjelighed og slidstyrke.

Til opfyldelse af målsætningen om at være den foretrukne leverandør på markedet forædler DLF-TRIFOLIUM sine egne sorter gennem et forædlingsprogram baseret på topmoderne forædlingsmetoder herunder brug af bioteknologi, der i dag er en vigtig del af forædlingen.

DLF-TRIFOLIUM’s kløver- og græsforædling sker med basis i koncernens forædlingsafdelinger i Danmark, Holland, Tjekkiet, Frankrig, New Zealand samt i USA. DLF-TRIFOLIUM har endvidere et samarbejde omkring forædling med Teagasc i Irland.