DLF-TRIFOLIUM Denmark
Kontakt        Sitemap

Print
4. kvartal

13/12-2010

Proteinblandinger i storsække? Nyt Grovfoderprogram 2011  

 

I Grovfoder 2011 finder du årets produktprogram af højtydende ForageMax blandinger. I brochuren kan du læse om nye sorter, tre nye proteinblandinger til græsmarken, en ny storsæk til kvægbrugere, samt en detaljeret beskrivelse af alle ForageMax blandingerne. Der er også nyt om en endnu bedre coatning af iSeed, og nyt om Triple Crown, som er en ny måde at vurdere foderværdien af græssorter på. Find brochuren her

13/12-2010

Masser af gode FrøavlsFORSØG

Avlsafdelingen har netop publiceret det seneste hæfte i rækken af ProduktionsDATA og FrøavlsFORSØG 2010/2011, som sammenfatter en række forsøgs- og frøavlsdata.
Blandt årets forsøgsemner er der et stort afsnit om ukrudtsbekæmpelse i flere frøgræsarter og i udlægsmarker. Også udlægsmetodernes succesrater analyseres via DLF-TRIFOLIUMs egen database. Held og lykke med læsningen. Find publikationen her 

 

 

 

 

 

13/12-2010

Nyt Tidsskrift for Frøavl 

Tidsskrift for Frøavl har i december nummeret en grundig reportage fra generalforsamlingen, som blev afholdt tidligere på efteråret. Læs bestyrelsens beretning, regnskabsberetning og referat af debatten. Læs også et uddrag fra Mariann Fisher Boels fordrag om landbrugsstøtten og EU.

Hent tidsskriftet her 

 

13/12-2010

Behov for udlæg af alm. rajgræs

Ved avlermøderne er pris- og markedsudsigterne genstand for stor interesse. Særlig fokus er der på alm. rajgræs som allerede er steget pænt i pris. Og denne udvikling ser ud til at fortsætte, da produktionen i både høst 2010 og 2011 er mindre end forbruget. Derfor opfordrer DLF-TRIFOLIUM avlerne til at lægge frø ud til 2012.
Hold øje med varelageret
Sådan lød opfordringen fra adm. dir. Truels Damsgaard, som orienterer om frømarkedet på årets avlermøder. Efterårssalget har været ca. 35 pct. bedre end på samme tidsrum sidste år, men meget afhænger stadig af forårssalget, hvor den største mængde afsættes.
”Der er lagt op til pæne prisstigninger i græsfrø i høst 2011 og 2012, forudser Damsgaard. ”Vi gik ind i sæsonen 2010/11 med et frølager i EU som var historisk højt. Men frølageret vil de kommende to sæsoner falde betydeligt, da produktionen både i 2010 og 2011 er væsentlig lavere end forbruget. Så der er basis for en god forretning for det frø, der skal lægges ud til foråret og høstes i 2012”.

Markedet vender først i alm. rajgræs
Alm. rajgræs er en af de arter, hvor markedet allerede nu nærmer sig en mangelsituation i flere sorter, men i flere arter, som f.eks. rødsvingel og strandsvingel, bliver prisen trukket med op, når der er knaphed på alm. rajgræs. Rammerne ligger klar for en pæn prisstigning. Høje priser på korn er den bedste garant for, at frøproduktionen ikke bliver for stor i de lande, vi konkurrerer med. Men der er efterspørgslen på frøet, der skal drive prisstigningen, understregede han. Den gode efterspørgsel fra foråret til nu har allerede resulteret i prisstigninger for høst 2010 i flere arter, hvilket var tidligere end forventet. Alm. rajgræs er et godt eksempel på dette.

Carl Henrik Haagensen fra Fårevejle, som var til avlermøde i Sorø, har dyrket rajgræs i mange år, og han har både et forårsudlæg og et renbestandsudlæg klartil 2011. Han kommenterede behovet for rajgræs: ” Jeg har høstet to tons pr. ha i sorten Esquire i 2010. Godt at rajgræs er kommet lidt ind i vælten igen. Det er helt rart at der igen er status i at dyrke alm. rajgræs!” 

 

06/12-12

16 avlermøder i december

 

Fra den 7. til den 21. december vil der blive holdt avlermøder rundt om i hele landet. Der vil være et fagligt program med status på høsten 2010 og nyheder fra FrøavlsFORSØG og ProduktionsDATA. Dertil vil markedsorienteringen give et godt indblik omkring salg- og markedssituationen, og vi vil give vores bud på hvad der skal lægges ud til foråret. Vi kan allerede løfte sløret for, at der bliver brug for øget udlæg af bl. a. alm. rajgræs, som er vores mest udbredte frøart i Danmark.

Se planen for møderne i vores kalender 

 

29/11-10

Nyt DLF-TRIFOLIUM datterselskab i Rusland

Rusland er et vigtigt vækstmarked for danske græsfrø, og DLF-TRIFOLIUM er lykkedes med at opnå en stor andel af den russiske import af græsfrø.
Centralregeringen i Rusland har besluttet at sætte større fokus på fødevareproduktionen.
For DLF-TRIFOLIUM giver etableringen af et nyt datterselskab bedre muligheder for at øge deres salg af kvalitetsgræs for de russiske kød- og mælkeproducenter.
Læs pressemeddelelsen her

 

24/11-10

Græs giver bedre miljø i storbyer

Flere byer i Frankrig indsætter nu igen sporvogne i byerne trafiksystem, som de ellers fjernede i 1960erne.

Årsagerne til dette er flere.

-Begrænsning af forurening og drivhuseffekt

-Reduktion af forbruget af kulbrinter i byerne
-Sikring af bæredygtig udvikling med færre biler i byerne
Brugen af rullegræs mellem skinnerne har mange fordele. Det reducerer vandafstrømning, dæmper støj, mindsker forurening, optager CO ² og omdanner det til ilt, har en kølende effekt og -selvfølgelig- ser attraktivt ud.
DLF-TRIFOLIUM leverer frø til rullegræsproducenterne, som leverer rullegræsset. Området mellem skinnerne bliver belagt med rullegræs, med ophold hvor der er krydsende kørende trafik. I runde tal bruges der 1 ha rullegræs for hver 1,5 km skinnestrækning.

-Indtil nu er rullegræs mellem sporvognsskinner mest et fransk fænomen, men vi har også mødt interesse fra både spanske og italienske byer, fortæller Stephen Alderton, som er Top Greens eksport- og marketingsdirektør.

Top Green ejes af DLF-TRIFOLIUM og det franske firma Limagrain. I Frankrig leverer Top Green frø til rullegræsproducenter, som leveret rullegræs til projekter i bl.a. Lyon, Nantes, Paris, Le Mans og Angers.

 

10/11-10

Rullegræs skaber nærvær

"Græs er ét af mine "store" materialer" fortæller kunstneren Marianne Jørgensen, som i de sidste 10 år flittigt har brugt rullegræs i sine projekter. "Jeg elsker at lægge det, og jeg synes, det er sjovt at arbejde med".

Årsagen til dette er, ifølge Marianne Jørgensen, at rullegræs kan meget mere end bare at være græs. "Rullegræs er et mangfoldigt materiale. Man kan være ret præcis med det; man kan lave bløde kurver med det - eller lave noget skarpt ved at stable det op".

Rullegræsset er altså særdeles velegnet som skulpturelt materiale. Desuden sker den visuelle forvandling i en håndevending, når triste og grå materialer som f.eks. asfalt og sten dækkes af et frodigt, grønt græstæppe.

Socialt samlingssted

Marianne Jørgensens laver ikke skulpturer i traditionel forstand bestående af sten og metal. I stedet bruger hun organiske materialer som planter, græs og jord i sine projekter. Disse materialer bidrager til skabelsen af skulpturen som socialt samlingssted. I en sådan skulptur færdes mennesket uden egentlig at tænke på, at det befinder sig i en skulptur.

Marianne Jørgensens erfaring viser, at grønne skulpturer i by og landområder skaber en positiv tidsboble. Der bliver mere tid til at slappe af, lege og tale sammen.

Grønvestergade - fra gågade til græsgang

Et eksempel på dette er kunstprojektet "Grønvestergade", som Marianne Jørgensen stod i spidsen for i 2007. Projektet havde til formål at tilføre byen mere grønt og at se, hvordan folk reagerede på den grønne oplevelse. Dette udmundede i en "over-night" forvandling af Vejles gågade fra almindelig flisebelagt gade til 1.350 m2 gågade belagt med rullegræs.

"Græs gør noget ved folk. Vi kan lide at være i det, at sidde i det, tænke i det og lege i det", siger Marianne Jørgensen. Det blev til fulde bevist under projekt "Grønvestergade", hvor det, ifølge Marianne Jørgensen, var fascinerende at opleve den ro, der sænkede sig over gaden pga. det grønne underlag. Roen udmøntede sig i at folk bevægende sig i et andet tempo end normalt, og at mange tog sig tid til at sætte sig på græsset og snakke eller lege. I nattelivet slog de unge flik-flak på græsset eller lå på det og snakkede. Flere nød at sidde dér og snakke frem for at være på diskotek.

Græsset fik altså i denne sammenhæng folk i tættere kontakt med hinanden. Det skabte nærvær og gav ro til fordybelse.

Skov i byens hjerte

Et andet eksempel er den midlertidige skov, som P. Malmos anlagde midt i Århus, som en del af Århus Festuge. Skoven blev opbygget af 1.500 m2 rullegræs og 130 store træer. Rullegræsset bestod dels af almindelige, kortklippede maxiruller og dels af nogle specielt langhårede ruller. De langhårede ruller gav skoven et autentisk "vildt" og tilgroet udseende.

Anlægsgartner Rasmus Wehlast fra P. Malmos var med til opbygningen af skoven, og han husker projektet som noget ud over det sædvanlige "Mange kom hver dag for at snakke med os og følge med i processen. Til sidst var det faktisk et problem at gå langs hegnet og arbejde, for det var forstyrrende for os", fortæller Rasmus Wehlast. "Det var både unge og gamle mennesker, som kom og sagde: "Hvor er det flot, det I laver". Det er dejligt at få den slags respons."

Efter åbningen blev skovens virkning på folk endnu mere tydelig. Folk sad i den grønne oase og spiste deres sandwich, drak en øl eller stod i grupper og snakkede. Børnene legede på græsbakkerne og mellem træerne. Tempoet var sat ned, og samværet med andre sat i fokus.

Helt i overensstemmelse med erfaringerne fra projekt "Grønvestergade" bidrog græsset i "skov-projektet" til, at skoven blev et socialt samlingssted både under opbygningen, og da projektet stod færdigt.

Utallige muligheder

Langhåret, korthåret, maxiruller og almindelige ruller. Der er mange muligheder, når et helt specielt projekt skal realiseres. Rullegræs er et alsidigt materiale at arbejde med - det findes i mange forskellige varianter, og det er nemt at skære i og forme til alverdens udtryk.

Vil du vide mere om produktet og dets muligheder, er du meget velkommen til at kontakte produktchef Henrik Romme hos Prodana på tlf.: 6317 1610.

26/10-10

Salgsfremgang på 24 procent i DLF

-DLF er kommet stærkt igennem et globalt vanskeligt år for frøbranchen. Resultatet er nået samtidig med, at vi har præsteret en særdeles konkurrencedygtig afregning til vores frøavlere og ejere, så vi er fortsat godt rustet til fremtiden, sagde Truels Damsgaard. Læs mere

 

 

26/10-10

Vi kan producere mere, beskæftige flere, øge skatteevnen og valutaindtjeningen

-Giv landbruget anstændige rammevilkår, og vi vil kvittere med merproduktion, større beskæftigelse og heraf afledt øget skatteevne samt en forbedret valutaindtjening
Sådan lød bl.a. ordene fra bestyrelsesformand Benny Kirkebække Chrsistensen under DLF AmbA's generalforsamling 2010. Læs mere

 

 

 

 

 

 

26/10-10 - 10/11-10

Nyt bestyrelsesmedlem i DLF AmbA

Lars Erik Garder fra Lintrup, mellem Kolding og Esbjerg, blev på DLF AmbAs generalforsamling den 26. oktober valgt som ny bestyrelsesrepræsentant for region 2 Jylland Syd. Han afløser Poul Jensen fra Tarm, der efter 11 år i bestyrelsen ikke ønskede genvalg. Læs mere her

 

 

26/10-10 - 24/11-10

Bestyrelsens beretning

På DLF AmbA's generalforsamling den 26. oktober 2010 aflagde bestyrelsens formand Benny Kirkebække Christensen beretning. Læs beretningen her.

 

 

1/10-10 - 26/10-10

Stor tilslutning til Grovfoderdag

Igen i år har DLF TRIFOLIUM med stor succes været sponsor for Grovfoderdag i Hellevad, Sønderjylland, hvor op til 350 landmænd var samlet for at se forsøgs- og demonstrationsarealer af bla. græs, og majs samt at høre nyt om den seneste udvikling inden for foder. Læs artikel på Sønderjysk Landboforening